Tips til indretning med genbrug
Indretter du dig med genbrug når du flytter hjemmefra eller nyligt er flyttet, kan du spare penge og eventuelt få råd til dyrere møbler, som er for dyre at købe fra ny. Genbrug, vintage, second hand er populært i både indretning og mode, og du har mulighed for at skabe din helt egen unikke stil, som ingen andre har, for færre penge.
Det kan være, at genbrug er dét der giver dig økonomisk mulighed for at flytte. At købe ting og møbler til den halve værdi (eller mindre) giver økonomisk overskud til at få mad på bordet og måske studiebøgerne i hus.
Her finder du genbrug
Er du ny i genbrugskunsten er der mange steder at søge inspiration når du skal flytte hjemmefra. Søg på nettet, tjek bloggere, følg instagrammere og influencers… Lad dig inspirere af billeder af andres genbrugsfund og upcyclede nyerhvervelser. Tjek Den Blå Avis, Gul og Gratis, Trendsales, Amazon, Facebook, Instagram osv. Også auktioner som Lauritz.com eller Odendo er værd at tage et kik på. Loppemarkeder kan også være et godt sted at søge inspiration og købe møbler og andre ting tid nye hjem.
Find genbrugsbutikker i nærheden af dig og giv dig god tid. Måske skal butikkerne støves igennem både 2 og 3 gange før du får øjnene op for det helt rigtige møbel, den perfekte lampe eller de helt rigtige køkkenting. Måske skal du hjem og tænke oplevelserne igennem, før du kan se det brugte guld for dig, i dit hjem.
Og husk at butikker (fysiske og online) der forhandler genbrug/brugt, hele tiden får nye møbler og ting til salg, så giv ikke op. Bliv ved med at lade dig inspirere. Der er mange penge at spare.
Upcycling
Tager du skridtet videre fra genbrug og vælger upcycling, åbner der sig en ekstra dimension når du skal flytte hjemmefra. Det handler nemlig ikke længere “kun” om at genbruge, men at transformere brugt til noget helt nyt. Upcycling giver ny værdi til “gammelt skrald”. Det handler om at bruge de ting, der ellers var dømt til at ende som affald, til noget nyt og spændende, måske med en helt anden funktion. Det kræver en god portion kreativitet og opfindsomhed. Det handler om at se muligheder, tænke materialer på en anderledes måde, og skabe noget nyt. Tjek internettet, Instagram, Facebook, Pinterest og hvor du ellers finder inspiration. Der er masser af sjove, skøre og nemme ideer til upcycling.