Boligforening eller privat udlejer – læs om forskellene
Overordnet set findes der to typer lejelejligheder: Almene og private. Lejelejlighederne ejes og udlejes således enten af:
- almene boligorganisationer
- private personer eller firmaer
Om du leder efter et sted at bo i en boligforening eller hos en privat udlejer, gør måske ikke den store forskel i din kommende hverdag, men det kan svare sig at sætte sig lidt ind i, hvor du finder boligerne, og hvilke krav udlejer kan stille. Det er nemlig ikke den samme lovgivning der ligger bag udlejning af private boliger og udlejning af almene boliger (boligforeninger).
Boligforening – også kaldet almene lejligheder:
- Man får en bolig ved at være på en venteliste
- I almene boliger skal ingen tjene på huslejen
- De almene lejligheder er typisk samlet i boligforeninger og administreres af en almen boligorganisation
- Hver afdeling eller boligforening er en selvstændig økonomisk enhed, der styres af en bestyrelse, som bl.a. består af beboere
- Lejeboligerne er opført med offentlig støtte, og til gengæld har den pågældende kommune typisk hver 4. lejlighed til rådighed, til “boligsociale forpligtelser”. Det handler om kommunens forpligtelser til at hjælpe folk med problemer af økonomisk, social eller anden art
- Leje af lejlighed i boligforening hører under loven om almenlejeloven
Udlejning af private personer eller firmaer:
- Private lejligheder udlejes af private personer eller firmaer, og de bestemmer selv hvem de vil leje deres lejligheder ud til
- I nogle private ejendomme med udlejnings lejligheder, er der oprettet det der kaldes beboerrepræsentation, hvor lejere er repræsenteret. Det svarer altså lidt til den bestyrelse som de almene boliger har
- Beboerrepræsentationen er et vigtigt bindeled og forhandlingsled mellem ejer og lejerne, og det kan være en sikkerhed for at udlejers krav til lejerne er undersøgt, fx. huslejestigning, varmeregnskab m.m.
- Hvis en ejendom har en beboerrepræsentation, har man iflg lejeloven flere fordele for lejerne. Fx at være med til at bestemme den husorden der skal gælde, og deltage i valget af håndværkere når der skal udføres større opgaver
- Leje af lejlighed af private hører under lejeloven
Sådan finder du disse lejeboliger
For en få adgang til en lejebolig i en boligforening…
…kræver det medlemsskab, hos en eller flere boligforeninger.
For at søge en almen lejebolig eller ungdomsbolig, skal du altså “skrives op” ved den enkelte boligforening. Det betyder, at du melder dig ind i boligforeningen, og at du betaler medlemsskab. Du får et boligbrev med et bolignummer. Allerede fra man fylder 15 år kan man have et boligbrev. Fra man bliver medlem og til man reelt leder efter et sted at bo, er man passiv medlem. Jo længere tids medlemsskab, jo bedre placering på ventelisten, og jo nemmere bliver det at få en bolig, når du endelig skal bruge et sted at bo.
Når du vil finde et sted at bo, melder du dig “aktiv”, og kan søge boliger blandt boligforeningens boliger.
Hvis flere boligforeninger har samlet deres ventelister til én liste, kaldes det et opskrivningssamarbejde. Så kan man adgang til at søge blandt flere boligforeningers boliger. Det er en fordel, da det koster penge at komme på/stå på disse ventelister. For jo færre boligforeninger du skal have boligbrev til, jo færre medlemsskaber skal du betale for.
Der er ca. 600 boligforeninger i hele Danmark og på www.danmarkbolig.dk kan du se alle de boliger i boligforeningerne der er ledige, eller som snart bliver ledige.
Der kan være kriterier der gør, at man kommer foran i køen ved boligforeningerne. Det kan bl.a. være:
- man er ung og skal flytte hjemmefra. Man skal oftest være under uddannelse eller have fast arbejde
- Man har fast arbejde minimum 25-30 timer pr uge
- Hvis man har fast arbejder og pendler fra en anden by
- Hvis man har børn der har adresse ved en
- Hvis man har et handicap der stiller krav til det sted man bor
Danmarkbolig.dk er en gratis webportal, der giver overblikket over mulighederne. De har kontaktoplysninger til alle boligselskaberne på deres side.
For at finde en lejebolig…
…ved en privat udlejer er boligportalerne stedet du skal søge. De videreformidler værelser og lejligheder til udlejning. Ofte koster det noget at få adgang til at se disse boliger, da det er en af måderne boligportalerne tjener penge på.
Boligportal.dk eller Boligzonen.dk er nogle af de store boligportaler. Og der findes flere på siden Nyttige links
Facebook er også et godt sted at søge bolig. Der findes et utal af sider som man kan blive medlem af. Søg på lejebolig, lejligheder m.m. og så den by eller det område du gerne vil bo i. Søg også på lejeboliger til studerende , eller find en gruppe i det område du gerne vil bo i, bliv medlem og slå et opslag op med en forespørgsel. Det er her, netværk fungerer. For folk kender ofte nogen der kender nogen… Og Facebookgrupperne er gratis.
Når du søger efter bolig hos privat udlejer, skal du være opmærksom på om udlejer faktisk eksisterer, er den han/hun/de udgiver sig for at være, OG at han/hun/de har ret til at udleje boligen. Du skal også være opmærksom på om boligen du ønsker at leje rent faktisk eksisterer.